Marianne Gorridsen går sin egen vej inden for modebranchen. En vej, som hun har valgt at kalde ‘Mode med mening’. Mening for hovedet, hjertet og kroppen. Hovedet, fordi det er dybt tilfredsstillende at producere tøj under ordentlige produktionsforhold og med et minimum af kemikalier. Hjertet, fordi hun samarbejder med fattige kvinder i Peru og hjælper dem med at skabe et bedre liv. Kroppen, fordi strikken forkæler kroppen med bløde og lækre materialer i designs, der holder år efter år.
For mange er modebranchen tempo, tidspres og benhård business. For Marianne er det omsorg, omhu og ordentlighed. Fordi kun det giver mening.
I nakken på bluserne fra Peru lyser et gammelt og stærkt symbol; nemlig kvindetegnet. Det er et symbol på fællesskab og samarbejde mellem kvinder på tværs af lande. Kvindetegnet er håndbroderet af fattige kvinder i Peru, og hver gang vi sælger en bluse, er kvinder med til at hjælpe kvinder til et bedre liv. Det lille broderi er for os den fineste måde at signalere ligeværd og ligeberettigelse.
De ekstremt fattige kvinder i Peru trækker på urgamle håndværksmæssige traditioner til glæde for dem selv og kvinderne, som køber trøjerne. I strikkeriet med gamle, brugte strikkemaskiner fra Europa skaber de et liv fri for fattigdom for sig selv og deres børn.